Om Viggo
Mit arbejdsliv har gennem mere end fire årtier haft mennesker, relationer og udvikling som omdrejningspunkt. Jeg har arbejdet som lærer, behandler, familieterapeut, psykoterapeut, underviser og supervisor og har siden 1994 haft egen praksis.
Min faglighed forbinder psykoterapi, relationel traumeterapi, kropsterapi, coaching og mange års erfaring med gruppeprocesser. Jeg arbejder integrativt og tilpasser altid metode og tempo til det menneske, par eller den gruppe, jeg sidder overfor.
I arbejdet med traumer og nervesystem er jeg optaget af sammenhængen mellem krop, følelser, tilknytning og de beskyttelsesstrategier, vi udvikler. Målet er ikke at presse forandring frem, men at skabe tilstrækkelig tryghed til, at fastlåste tilstande kan begynde at bevæge sig.
Meditation og udforskningen af kroppens intelligens har gennem mere end 20 år været en vigtig del af min faglige og personlige udvikling. Det har skærpet min evne til at sanse, være nærværende og mærke både mine egne og den andens grænser i kontakten.
Som supervisor har jeg siden 2010 arbejdet med enkeltpersoner, psykoterapeutstuderende, personalegrupper og tværfaglige teams. Jeg lægger vægt på at skabe et trygt læringsrum, hvor også det konfliktfyldte, frustrerende og uperfekte kan undersøges uden skam, og hvor deltagerne kan styrke hinandens faglige og menneskelige kompetencer.
Min erfaring fra familiebehandling, undervisning og komplekst relationsarbejde har givet mig et indgående blik for både den enkelte, relationerne og de vilkår, mennesker lever og arbejder under. Jeg formidler komplekse sammenhænge om tilknytning, nervesystem og beskyttelsesstrategier på en enkel og anvendelig måde med det udgangspunkt, at vi alle gør vores bedste ud fra den baggrund og de vilkår, vi udspringer fra.
I mødet med mennesker er jeg varm, tydelig, uhøjtidelig og nærværende. Jeg tror ikke på, at mennesker skal fixes. Vigtigere er det at hjælpe dig med at forstå baggrunden for dine reaktioner og handlinger, genfinde kontakten til din egen bæreevne og medvirke til, at du kan opleve mere frihed og flere muligheder i forhold til, hvordan du handler i dit liv og i dine relationer.