← Tilbage til alle kurser

Et behov, vi kender indefra

At hjælpe andre
og bevare sin egen balance

Til mennesker, der arbejder med mennesker

Vi har mødt behovet i vores eget arbejdsliv, i supervision og i mødet med klienter. Derfor har vi en særlig interesse for mennesker, der er “in service” — mennesker, hvis arbejde består i at hjælpe andre.

Relationelle møder og daglig kontakt med mennesker, som man i sit fag skal hjælpe, kræver, at man bliver dygtig til at bevare sin egen sunde balance. Det vil vi rigtig gerne bidrage til, og vi har stor erfaring med, hvordan man får det til at ske i praksis.

Vi tilbyder nedenstående 3-dages kursus og tilrettelægger gerne et forløb, der er skræddersyet særligt til jer og jeres arbejdsplads med hensyn til fagområde, behov og geografisk placering.

Skriv eller ring for nærmere information og aftale.

Et tredageskursus for fagpersoner

At arbejde med mennesker
— uden at miste sig selv.

Lær at opdage dine egne belastningssignaler i tide, forstå de mønstre, du tager med ind i arbejdet — og lær at sætte grænser, før du bliver overbelastet.

Se kursets indhold ↓

Omsorg må også omfatte dig

Når engagement
bliver til overbelastning

Arbejder du med mennesker, er din evne til kontakt, indlevelse og ansvarlighed en vigtig del af din faglighed. Men de samme kvaliteter kan med tiden slide, hvis du har lært at overhøre dine egne signaler for hele tiden at kunne give lidt mere.

Måske er du “den flinke pige” eller “den pligtopfyldende dreng”, som alle kan bruge frit af? Måske forsøger du at stille alle tilfredse, løser mere end du skal eller bliver ved, længe efter at kroppen har bedt om en pause?

Det er ikke et tegn på manglende faglighed. Det er ofte gamle, relationelle strategier, som også bliver aktive på arbejdet.

“At passe bedre på dig selv gør dig ikke mindre engageret — det gør dit engagement mere bæredygtigt.”

Kursets formål

Fra automatisk overansvar
til tydeligere faglige valg

01

Opdag signalerne tidligere

Bliv mere præcis i at mærke kroppens og nervesystemets tegn på pres, før belastningen bliver til udmattelse.

02

Forstå dine mønstre

Se, hvordan dine tilknytningsstrategier kan komme til udtryk som overansvar, tilpasning, konfliktskyhed eller vanskeligheder ved at sige fra.

03

Skeln mellem hjælp og overgøren

Undersøg forskellen på, hvornår dine handlinger reelt hjælper den anden, og hvornår du kommer til at overgøre. Husk, at alle mennesker har deres individuelle niveau af bæreevne.

04

Stå i kontakt uden at miste dig selv

Øv tydelige, relationelle grænser, så du kan bevare både empati, faglighed og kontakten til dine egne behov.

05

Giv dig selv samme venlige omsorg, som du giver andre

Hvordan skaber du din egen livsfylde og “tanker depoterne op” — uden for dit arbejdsfelt? Det er en nødvendighed at blive god til, hvis du skal være langstidsholdbar i kontaktarbejde.

Tilknytning på arbejde

Vores relationelle historie
går med på arbejde

Udgangspunktet for vores adfærd i relationer — også de arbejdsmæssige — har rødder i vores tidlige tilknytningserfaringer. Under pres kan gamle strategier træde frem: at gøre sig uundværlig, at være mæglende og udglattende, at leve op til andres forventninger, at tage ansvar for hele gruppens følelser eller trække sig fra kontakt.

På kurset møder vi mønstrene som forståelige forsøg på at skabe sikkerhed og tilhørsforhold på arbejdspladsen. Når du opdager dem uden skam, bliver det lettere at vælge dine handlinger mere bevidst og passe bedre på din egen kapacitet.

Hvem bliver jeg, når nogen har brug for mig?

Hvad frygter jeg, der sker, hvis jeg siger nej?

Hvornår hjælper jeg — og hvornår overtager jeg?

Kan jeg mærke min grænse, før den er overskredet?

Tre sammenhængende kursusdage

Forståelse,
træning og forankring

Alle tre dage varer otte timer og veksler mellem faglige oplæg, egne refleksioner, kropslige registreringsøvelser, træning og fælles opsamling.

Dag 18 timer

At opdage det, der belaster

Vi bruger din personlige arbejdshistorie som udgangspunkt for at undersøge nervesystemets belastningssignaler, kontaktarbejdets særlige krav og sammenhængen mellem dit tilknytningsmønster og din faglige identitet og selvforståelse. Du kortlægger dine personlige tegn på overbelastning og undersøger, hvilke situationer der aktiverer overansvar eller tilpasning.

  • Nervesystemets reaktioner under vedvarende kontakt og ansvar
  • Opdag signalerne for overbelastning i din krop, din adfærd og din kontaktevne
  • Tilknytningsmønstre i relationen til borgere, klienter, kolleger og ledelse
  • Hvordan tilknytningsmønstre kan vise sig som tilpasning, overansvar, problemløsning eller tilbagetrækning
Dag 28 timer

Lær at handle, før du bliver overbelastet

Vi omsætter forståelsen til nye handlemuligheder. Du træner at registrere din kapacitet, skelne mellem, hvad der er dit ansvar, og hvad der er de andres, og kommunikere grænser uden at afbryde relationen. Til sidst formulerer vi de opmærksomhedspunkter, der kan skabe ny kvalitet og opmærksomhed i din arbejdsdag.

  • Faglig omsorg uden overinvolvering
  • Pauser, regulering og genopbygning af kapacitet
  • Tydelige nej'er og realistiske ja'er
  • En personlig plan for bæredygtigt kontaktarbejde
Dag 38 timer

At fylde på dig selv

Selvomsorg som fundament for bæredygtig omsorg

På den tredje dag retter vi opmærksomheden mod det, der nærer og genopbygger dig. Du lærer at behandle dig selv med den samme kærlighed, respekt og omsorg, som du møder de mennesker, du tjener og hjælper, med. Selvomsorg bliver ikke endnu en opgave, du skal præstere, men en levende praksis, der hjælper dig med at fylde på dig selv, før du fylder på andre.

  • At genkende, hvad der reelt nærer dig — og give det plads uden dårlig samvittighed
  • Praktiske øvelser i venlighed og kærlighed til dig selv
  • Nydelse, inspiration og eventyr som kilder til liv og bevægelse
  • Hvile og kropslig bevægelse som støtte for nervesystemets genopbygning
  • Nærende relationer og modet til selv at tage imod omsorg
  • Din personlige plan for genopfyldning i arbejdsdagen og livet omkring den
En balanceret stenopstilling i skoven Hold balancen i dit arbejde

Målgruppe og arbejdsform

For mennesker,
der arbejder med mennesker

Kurset henvender sig til fagpersoner, hvis arbejde bygger på kontakt, relation og ansvar — eksempelvis behandlere, pædagoger, lærere, socialrådgivere, sundhedsprofessionelle, ledere og medarbejdere i sociale tilbud.

Vi arbejder i en tryg og respektfuld ramme. Du bliver inviteret til at undersøge egne erfaringer, men bestemmer selv, hvad du ønsker at dele. Kurset er faglig og personlig kompetenceudvikling — ikke gruppeterapi.

  • Traumeinformeret og skamreducerende tilgang
  • Faglige oplæg med praksisnære eksempler
  • Individuelle øvelser og refleksion i mindre grupper
  • Materiale til videre brug efter kurset

Undervisere

Rikke Rask Møller
& Viggo Müller

Vi er begge psykoterapeuter og traumeterapeuter, og vi har stor erfaring med at forbinde vores relationelle og terapeutiske praksiserfaring med de konkrete vilkår, fagpersoner står i.

Vi har omfattende erfaring med mennesker i krævende kontaktarbejde og med at skabe læringsrum, hvor faglig refleksion kan foregå med både tydelighed, omsorg og respekt.

Læs mere om os →

Praktisk information

Et mere bæredygtigt
arbejdsliv i kontakt

Kurset kan udbydes som åbent hold eller rekvireres af en arbejdsplads og tilpasses den konkrete faggruppe.

Varighed
3 dage á 8 timer
Målgruppe
Fagpersoner, der arbejder med mennesker
Undervisere
Rikke Rask Møller og Viggo Müller
Dato og sted
Hos jer eller efter aftale
Pris
Pris efter aftale

Hør om næste hold eller et kursus på jeres arbejdsplads

Kontakt os om kurset → Online tilmelding bliver tilføjet her senere.